Healingens forunderlige kraft
Healing handler ikke om at bruge bestemte teknikker.
Healing er at stille sig åben, lade sig selv være en kanal for det højere, -Gud, Buddha, enhedsenergien, -hvad vi sanser som værende den højeste energiform.
Være åben for det der sker.
Hvis jeg har en ambition om at være dygtig, -hvad mit jeg bestemt er faldet i nogle gange, -i en intention om at gøre en forskel for lige netop denne klient.
Så sker der ikke meget.
Mit jeg er nødt til at træde til side.
Jeg erfarer, at når jeg formår at stå i mit åbne hjerte, og på en måde forbinde mig på sjælsplanet med det menneske jeg arbejder med, så åbner feltet sig.
Jeg skal ikke ville noget med behandlingen, -jeg skal stille mig til rådighed for healingsenergien, lade intuitionen flytte hænderne.
Lade der komme det, der vil komme.
Healingen ligger som en klangbund i alle mine behandlinger.
Særligt når jeg har en kvinde på briksen, hvor krop og sind er blevet formet af svære traumer og overgreb oplever jeg, hvordan den går ind og løsner i energien, der er trukket helt sammen i beskyttelse.
Blidt og på en måde, hvor instinkthjernen slapper af, og nervesystemet bliver beroliget.
Healingen søger derhen, hvor er er brug for den.
Den healer det sårede indre barn, der ikke blev mødt.
Den healer kroppen og de fysiske smerter i den, og den blødgør sindets til tider forkrampede måder at være i livet på.
Den hjælper os med at komme hjem igen.
Hjem i os selv.
Ulla Eline Veje den 20.maj 2019