Når vi gør vores bedste.
Vores samfund er indrettet sådan, at det at være travl, effektiv, dygtig og få noget fra hånden giver anerkendelse.
Så vi gør vores bedste.
Drevet af frygt for ikke at være god nok, ikke at være elsket, lever de fleste i et overlevelsesmode af doing.
Det har konsekvenser. Mest af alt en følelse af manglende mening i livet.
Vi kan se os selv fanget i ’Wants’, som er alt det vores jeg gerne vil have, og som
kan være i modsætning til vores ’Needs’, der er det, vores sjæl kalder på.
Når vi er i kontakt med vores sjæls behov, mærker vi en stille ro og glæde.
Hvis vi ikke følger sjælens behov, kommer der tristhed. Den er ofte ikke velkommen, så vi lukker af.
Tristheden er et kald fra sjælen. Den kalder os hjem, når der er noget, der ikke er i overensstemmelse med vores sjæl.
Jeg har netop været på Vækstcenteret i Nørre Snede.
Jeg er på slutningen af et tre-årigt forløb med Helen Gamborg, hvor vi arbejder med de spirituelle energistrømme i kroppen og den dobbeltrettede meditationspraksis.
Forløbet er en rejse indad mod mig selv og min sjæl
Denne gang gik det dybere. Jeg faldt ind i en ro, hvor noget i mig genkendte sig selv. Det åbnede hjertet indefra. Helt ubesværet holdt den åbenhed sig i flere dage, – og nætter, hvor jeg sov igennem som et trygt barn.
Thomas, min mand, sansede roen og det åbne hjerte. Hans kærlighed strømmede imod mig, og jeg erfarede sandheden i, at når vi først er i en dybere kontakt med os selv, så er resten givet os i tilgift, -som et viist menneske vist engang har sagt.
Nu er arbejdet så fortsat at sidde på puden hver dag og passe min praksis.
Øve mig i at være med det der er.
Det er her i min hverdag, at den egentlige træning ligger.
Minde mig selv om langsomheden, når min indre to-do seddel virker så vigtig.
Huske at mærke mine fødder når jeg går.
Være i vindens bevægelse i træerne, og i vejrtrækningens rolige rytme.